Af Siri Tvorup
På grund af Corona-virus er det slut med at mødes til morgenkaffe i seniorbofællesskabet Kløvermarken. Til gengæld har beboerne fundet på en helt ny måde at være tæt på hinanden, mens de holder afstand. Læs Seniorboligen.dk’s reportage fra Kløvermarken.
Den skarpe morgensol skinner over seniorbofællesskabet Kløvermarken i Måløv nord for København. Det er koldt. Og koldere end de foregående dage. Alligevel føles det som om, at det først er nu foråret, rigtigt er på vej.
På sådan en smuk dag ville Kløvermarkens 31 beboere normalt sidde i fælleshuset og drikke deres morgenkaffe, men intet er som det plejer. Siden udbruddet af Corona-virus i Danmark har samfundet været lukket ned, og danskernes hverdag ser nu helt anderledes ud. Det gælder også bofællesskabet i Måløv. Tæt naboskab og socialt samvær er nogle af de værdier, der kendetegner Kløvermarken, men i dag er begge dele sat på pause til fordel for en ryddet kalender og fysisk afstand.
Det er også grunden til, at jeg er taget ud for at besøge beboergruppen. For hvordan påvirker de nye forholdsregler egentlig hverdagslivet i seniorbofællesskabet? Og har beboerne fundet på alternative måder at omgås hinanden?
Ulla fik en god idé
Da jeg ankommer til Kløvermarken, er Ulrik Falk-Sørensen på 78 år på vej ud af fælleshuset med en radio i den ene hånd og en stak printede sangtekster i den anden. Vi hilser på hinanden med god afstand. Ulrik stiller radioen på en stol og lægger den lille bunke med A-4 ark på et stort havebord. Sådan har han gjort hver morgen i snart to uger. Beboerne i Kløvermarken har nemlig indført fælles morgensang for at skabe en fast rutine i den ellers uvisse hverdag.
Nu er klokken ved at være ni og resten af beboerne støder til lidt efter lidt. De siger godmorgen, vinker og stiller sig i behørig afstand til hinanden med hver deres sangtekst i hånden. Størstedelen af beboergruppen står spredt ud over græsplænen, mens enkelte er blevet stående ude foran deres dør.
Initiativet til den fælles morgensang kommer fra Ulla Runge på 79 år. Hun har boet i Kløvermarken siden bebyggelsen blev indviet i 2003. Ulla fortæller, at hun for to uger siden fik idéen, mens hun lyttede til Philip Fabers morgensangsprogram på DR.
- Jeg kom til at tænke på, at vi kunne deltage i morgensangen i fællesskab. Stemningen under coronavirus har jo ændret sig, fordi vi ikke længere kan mødes. Men det kan vi, når vi synger sammen. Og så kan vi også lige høre, om der er nogen, der har brug for indkøbshjælp eller noget andet.
Oprindeligt havde Ulla tænkt sig, at beboerne kunne åbne op for deres vindue og synge med derfra. Men da hun drøftede ideen med naboen Ulrik blev de enige om, at det kunne være hyggeligere, hvis man samledes udenfor.
- Jeg synes, at det er bedre, at vi kommer ud af vores huse. På den måde kan man se hinanden i øjnene og sikre sig, at alle har det godt. For eksempel har vi en beboer, som har fået kemoterapi. Han kommer ud til morgensang, og så kan vi vinke til ham. Det skaber ro og tryghed, mener Ulrik.
En grimasse, der kan passe
Philip Fabers radioindslag starter altid med lidt opvarmningsøvelser til at sætte kroppen i gang, men det er tydelig at se, at det ikke kun er kroppen, som øvelserne sætter gang i. For mens naboerne står med armene strakt over hovedet, svinger let med hofterne og bøjer fra den ene til den anden side, smiler de kærligt og omsorgsfuldt til hinanden. Der er god stemning og godt humør foran fælleshuset denne solskinsrige morgen i marts. Og pludselig føles afstanden mellem naboerne ikke helt så stor.
Nu giver Philip Faber besked på at lave underlige ansigter og beboerne begynder at lave sjove grimasser til hinanden. Jeg får øjenkontakt med en dame, som leende siger til mig, at det altså ikke er nu, jeg skal fange dem på et billede! Og afstanden mellem naboerne bliver fyldt ud med latter og varme.
De første akkorder til B.S Ingemanns ”Tit er jeg glad” runger over radioen. Beboergruppen begynder at synge hver for sig, men med hinanden. Til hinanden. De skiftende akkorder mellem mol og dur understreger de dobbelte følelser og de emotionelle svingninger, som teksten kredser omkring. Det er en alvorlig og voldsom sang, som vækker genklang i mig.
Måske vækker sangen også nogle af de følelser hos beboerne, som den usikre hverdag under COVID-19 har medført. Jeg er ung og som sådan ikke i risikogruppen, men beboergruppen i Kløvermarken har levet sammen i 17 år, og i den tid er kun tre af dem døde. Derfor er de fleste godt oppe i årene og tilhører den befolkningsdel, som er ekstra udsat. Men hvis beboerne er bekymrede, mærker man det ikke. Tværtimod er der noget roligt og blidt over de syngende naboer, som står på den grønne plæne badet i strålerne fra den første forårssol.
Fællessang giver styrke og tryghed
Både Ulla og Ulrik ser lyst og pragmatisk på Kløvermarkens situation under COVID-19. For selvom det er en underlig tid, der emmer af uvished, har de indrettet sig i en ny form for hverdag. Og med en ny form for samvær. De fortæller også begge, at de tror på, at deres fællessang har en gavnlig virkning:
- Morgensangen er jo en meget konkret form for socialt samvær. Det er ikke, fordi vi er bange og angste, men den giver os et fast holdepunkt i uvisheden. Det at mødes her hver morgen, giver os tryghed. Og det bekræfter os i, at der er en stor styrke og glæde ved at bo sammen. Også i en tid, hvor man skal holde afstand til hinanden.
Og måske er det denne positive indstilling, som er grunden til, at beboergruppen synger ekstra til, da den næste sang, Du er min øjesten, begynder. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på, at den festlige og muntre sang passer langt bedre til Kløvermarkens kollektive gemyt. Det er som om, der vækkes noget i beboerne, som nu svajer fra side til side til klaverspillet i radioen, som næsten bliver overdøvet af sang.
Efter et par minutter er dagens fællessamling slut. Selvom jeg egentlig helst ville have drukket en kop kaffe med Ulla og Ulrik, så må vi overholde forholdsreglerne. Kaffen må vente til en anden gang, og jeg vinker i stedet pænt farvel og takker for i dag.
Tilbage til virkeligheden
Da jeg igen står på Måløv station, ankommer jeg på mange måder også til den virkelighed, vi lever i under COVID-19. Jeg åbner togdøren med min albue efter anvisningen på ruden, går ind i det næsten mennesketomme tog og vælger ligesom de få andre passagerer min helt egen kupé.
Det slår mig, at jeg nu føler den fysiske distance stærkere til mine medpassagerer end på min tur herud. For selvom Kløvermarkens beboere stod med flere meter fra hinanden, så oplevede jeg ikke den sociale afstand, da vi stod på græsplænen. Pludselig bliver det tydeligt for mig, at fællesskabet i Kløvermarken ikke er alvorligt kriseramt. Beboerne har bare givet deres samvær en ny form.
Så stopper toget på Malmparken Station, og en mand stiger ind. Vi smiler lidt forsigtigt til hinanden gennem den fedtede glasdør, inden han sætter sig i sin egen kupé og begynder at tjekke nyhederne på sin telefon.