Spring til indhold

Ansøg om en bolig

  • af

Alle seniorbofællesskaber, der er opført som almenyttige lejeboliger, har en venteliste, som man kan blive skrevet op på. Man skal være opmærksom på, at mange af bofællesskaberne ikke har pligt til at følge ventelisten. Beboerne kan altså frit vælge, hvem de vil have ind i bofællesskaber.

Retten til selv at vælge de nye beboere adskiller de almene seniorbofællesskaber fra den traditionelle almene bolig. Til gengæld for den rettighed forpligter beboergruppen sig typisk til at betale huslejen for eventuelt uudlejede boliger. Den pligt har beboerne i almindelige almene boliger ikke.

I ejer- og andelsbofællesskaberne bliver man som regel skrevet på en interesseliste. Det vil sige, at man bliver kontaktet, hvis der er en ledig bolig til salg. Også i ejer- og andelsbofællesskaber vil man opleve, at beboerne ikke har pligt til at følge rækkefølgen på interesselisten. Det betyder, at man også her vil foretage et valg, hvis der er flere købere til samme bolig. Både i de almene og i andelsbofællesskaberne vil man vælge den ansøger, der passer bedst ind i beboergruppen (se også: Krav til nye beboere).

Ventelisterne og interesselisterne kan i mange seniorbofællesskaber være temmelig lange. Men det skal man ikke lade sig slå ud af. Det er ikke usædvanligt, at mange på listen siger ”nej tak”, når de får tilbudt en bolig. Derfor kan der opstå en mulighed for ansøgere langt nede af listen. Der er dog også bebyggelser, hvor søgningen er meget stor.

Som alle andre hjemmesider, anvender vi cookies her på seniorboligen.dk.